Som rigtig mange sikker ved har jeg via min mands job, døden tæt på hver eneste dag, og for mig er det ikke noget der er tabu, det er noget der er ganske naturligt, og noget vi skal.
Men det er mere måden vi skal herfra på, jeg kan blive fryglig ked af det, vred og lettet.
I søndag blev jeg ringet op, men en meget kedelig besked, min faster som ikke er andet end 63, vågnende bare ikke op om morgen, det er slet ikke til at forstå, hun var jo ikke syg eller noget, havde et dejleg liv med sine mand, børn og børnebørn. Hvorfor var det hendes tur lige nu ? hun er jo alt for ung. Jeg blev frygligt ked af det, sikke et savn for hendes mand, børn og børnebørn. Og min far som ikke har mere familie end og børn tilbage nu.
Og for under et år siden mistede jeg min mormor, 84 år havde haft en hjerneblødning og skulle på plejehjem efter sygehuset, da hun var lam i den ene siden, og selv om vi prøvede at fortælle hende at det nok skulle blive godt igen, og hun kom til at tale rigtig igen, mistede hun lysten til livet (fair nok), en dag oppe på sygehuset valgte hun at ta alle slanger ( til mad) ud og hun ville ikke indtage mad, og lægerne fortalte om hun var bevist om hendes handling, og det viste hun, og min morbror spurte om hun skulle op til min min morfar (døde for 20 år siden) og der fik hun et smil på læben. Hun forstod udemærke godt hvad der skete selv om hun var fryglig syg. En onsdag aften blev min bror og jeg kaldt på sygehuset, for at sige farvel, puha den værste dag i mit liv, hun var så dårlig, men var bevist om, vi var der, man kunne se hun var bange, og jeg fortale at der havde været mange mennesker i løbet af dagen, og der ikke kom flere. og det var hel ok. puha det var hårdt, da vi sagde farvel rejste hun sig nærmeste op i sengen, og bare kikke mig ind i øjende. Hun sage virkelig farvel. 4 timer sener var hun død.
Mormor hvorfor skulle du tage denne beslutning ? Men jeg forstår dig jo godt, du var ikke typen der skulle have hjælp, til det hele. Og 84 år må man forlange mere ? Nej det er vel ok, jeg viste jo godt, du var syg og svag. Det var en ok beslutning, men den var hård.
Lev nu livet, vi ved ikke hvornår vi skal herfra.
Det lyder som om din fasters pludselige død har bragt nogle minder frem hos dig - at sørge og mindes tror jeg er vigtigt for sjælen, jeg tænker dagligt på en person, der betød alverden for mig og som alt for tidligt måtte herfra - det må være det smukkeste, man kan gøre for andre, at have give andre minder, der holder resten af deres liv :-)
SvarSletHej Moppeloppe Mange tak fir din kommentar, du har fuldstændig ret, det har bragt minder om min mormor frem, det er super hårdt at minst en der er meget tæt på. Men det er vel også en del at livet, og det betyder vel også at vi ikke er lavet af seten ;-) ha en dejlig dag
SvarSlet